Tjek om webshop er sikker

Der skal ikke herske tvivl om at webshopping generelt er meget sikkert og specielt i et mindre land som Danmark udgør svindlen heldigvis kun en meget lille procentdel af det samlede websalg.

Hvis du dog er det mindste i tvivl om det er sikkert at handle på en specifik webshop, kan du med fordel følge nedenstående råd til sikker shopping:

  1. Undersøg webshoppen på et anmeldelseswebsite
  2. Tjek oplysninger om webshoppens domænet
  3. Se om webshoppen har en velskreven “Om os”-sektion
  4. Læs webshoppens handelsbetingelser
  5. Læg mærke til sproget på webshoppen
  6. Bruger webshoppen https?
  7. Tjek priserne
  8. Findes CVR-nummeret?

1. Undersøg webshoppen på et anmeldelseswebsite

Der findes efterhånden en række forskellige websites, hvor brugere kan anmelde deres oplevelse med forskellige websites. Det mest brugte herhjemme er Trustpilot, hvor størstedelen af de danske webshops kan søges frem og man kan læse andre kunders anmeldelser.

Hvis du ikke kan finde den webshop, som du er interesseret i på f.eks. Trustpilot indikerer det enten at webshoppen er helt ny eller i værste fald at det er et svindlerwebsite, som ikke ønsker at kunderne skal anmelde det.

Anmeldelseswebsites benytter typisk et miks imellem stjerner eller lignende(fra 1-5, hvor 5 er bedst) og skrevne anmeldser. Hvis du ser at antallet af stjerner er lavt – f.eks. 1-3 – er det en god grund til at være mistænksom. Derudover kan de skrevne anmeldelser være med til at forklare scoren – hvad enten den er høj eller lav. Selvom scoren er høj, kan det godt være tiden værd at læse de skrevne anmeldelser for for eksempel at se om der har være problemer med leveringstiden på udvalgte produkter i den sidste periode, eller andet som er relevant for dit kommende køb.

2. Tjek oplysninger om webshoppens domænet

Hvis du taster et .dk-domæne (f.eks. “xxxxx.dk”) ind på https://www.dk-hostmaster.dk/da/find-domaenenavn kan du undersøge om ejeroplysningerne stemmer overens med de ejeroplysninger som fremgår på websitet. Du kan desuden se om domænet er registreret fornyligt. Nye domæner er altid værd at undersøge yderligere, selvom de selvfølgelig kan være helt legitime.

3. Se om webshoppen har en velskreven “Om os”-sektion

Selvom svindlere bliver bedre om bedre til at efterligne almindelige webshops, så ser man ofte at de ikke gør særligt meget ud af at beskrive deres “virksomhed” i en “Om os”-sektion. Se derfor altid om du kan finde denne side og vurdér om en alm. webshop f.eks. ville skrive ligeså kort en præsentation af dem selv og om denne er skrevet på en velformuleret måde.

4. Læs webshoppens handelsbetingelser

Ligesom med “Om os”-sektionen er det vigtigt at forholde sig til webshoppens handelsbetingelser – både hvis de findes og i særdeleshed hvis den ikke findes.

Kan du ikke finde handelsbetingelserne er det i sig selv et tegn på at du nok ikke bør handle her, da det er et krav at handelsbetingelserne tydeligt fremgår på en hver webshop.

Findes handelsbetingelserne er rådet altid læse disse igennem for at vurdere deres rigtighed samt naturligvis, om du bliver stillet de rigtige krav i udsigt i forhold til f.eks. betaling, levering, retur samt reklamation m.fl.

Læs desuden her, hvad Forbrugerombudsmanden sætter af krav i forhold til udformning af handelsbetingelser på en webshop.

5. Læg mærke til sproget på webshoppen

En udenlandsk svindler vil typisk ikke kende til det danske sprog og benytter derfor ofte en maskinoversættelse til dansk. På trods af at maskinoversættelser bliver bedre og bedre, vil det hurtigt blive tydeligt at det ikke er en dansk person, som har skrevet teksten. En stor del af teksten kan ved første øjekast godt forekomme rigtig, men ved en nærmere gennemlæsning vil du kunne se at ikke alle ord er blevet oversat til dansk og/eller er blevet oversat forkert. F.eks. kan reklamationsret være oversat til “Ret til at klage” – nogen som de færreste danskere ville skrive i den sammenhæng.

6. Bruger webshoppen https?

Et godt generelt råd er altid kun at benytte webshops som benytter en sikker forbindelse. En sikker forbindelse kommer til udtryk i form af https i begyndelsen af webshoppens webadresse – eksempel: https://www.webshopnavn.dk. En ikke sikker forbindelse vil kun have http i begyndelsen af webadressen.

Https begynder simpelt forklaret at webshoppen krypterer dine personfølsomme data således, at andre ikke vil kunne aflæse disse i forbindelsen i mellem din computer/mobiltelefon og websitet.

7. Tjek priserne

Et godt råd er altid at tjekke om priserne dels ser rigtig ud i forhold til andre webshops priser for tilsvarende produkter. Er priserne meget lave, vil det ofte være for godt til at være sandt.

Derudover bør du se på afrundingen af priserne. En typisk dansk webshop vil typisk benytte priser i hele tal – f.eks. 50,00 kr. – og typisk til en pris lige under næste hele tal – f.eks. 69,00 kr., 699 kr., eller 999,-. Er produkterne ikke nedsat, bør du være ekstra hvis priser f.eks. ser sådan ud: 121,34 kr. eller 22,84,-. Ser priserne ud som i eksemplerne, vil der ofte være tale om priser som er udregnet på baggrund af en udenlandsk valuta.

8. Findes CVR-nummeret?

Såfremt der er angivet et CVR-nummer på siden kan du hurtigt tjekke op på om der rent faktisk er registreret en virksomheder på det CVR-nummer og om virksomhedens information omkring ejerforhold og kontaktoplysninger er de samme på webshoppen samt CVR-registeret.

Er der ikke en sammenhæng i mellem oplysningerne på webshoppen og CVR-registeret eller kan du slet ikke finde et CVR-nummer på webshoppen skal du være særligt opmærksom.

Hvis du allerede er blevet snyd af en webshop, kan du læse her hvad du så kan gøre.